Lange køreture er oftest noget de fleste kan huske fra deres egen barndom. For nogle er det mareridtsagtigt at tale om de lange ture til Garder-søen, mens andre husker tilbage på køreturene som glade minder. Her er en guide til en vellykket kør selv ferie med børn.
Før man rammer vejene, skal man overveje og gore op med sig selv, hvor længe børnene kan holde ud at køre. Ældre børn kan måske klare 10 timers kørsel, men de mindre størrelser skal have adspredelse og bliver hurtigt rastløse. Mindre børn skal derfor helst ikke sidde i en bil meget mere end seks timer på en dag – det er både for deres og ens eget velbefindende.
Hvis ens egen bil er beregnet til bykørsel, så kan det også være en idé at leje en bil, der passer bedre til lange ture, hvis man planlægger et større roadtrip. Der skal være plads i bilen, så alle kan sidde komfortabelt over længere tid. Hvis man rejser i sæson, så book i god i tid.
Start med at pakke – I hvert fald mentalt – et par dage inden selve afrejsen. Lad børnene pakke deres egen lille taske, hvis de er gamle nok, men husk at dobbelttjekke at favoritbamsen ikke ligger hjemme i sengen.
Prøv at inkludere børnene lidt i planlægningen og evt. give dem et kort og forklar dem ruten, så kan de selv følge med og man undgår alt for mange ”er vi der nu”-spørgsmål undervejs. Forklar også hvad i kører forbi, så børnene får set lidt af landskabet og føler at de kan følge med.
Gør brug af de ting, der er værd at se langs ruten. Det kan være en McDonald’s med en legeplads eller en lokal park. Selvom det måske gør turen længere, så gør det også turen rarere for alle involverede. Nogle gange kan det korte stop hjælpe til at brænde energi af hos børnene, og måske kræve en lur bagefter.
Tænk også over børnenes søvnvaner. Nogle vælger at starte køreturen om aftenen, så barnet kan sove hele natten, og dermed undgå alt for lange køreperioder med et vågent barn. Andre planlægger det, så det rammer eftermiddagsluren.
Forvent ikke at børn gladelig deler legetøj, osv. Det betyder, at der skal være rigeligt med snacks, legetøj og andre aktiviteter – og gerne nok til at alle børn kan gøre det samme på samme tid. Hvis et barn er gammelt nok, kan man også ændre lidt i vanerne og skifte sæder, sådan at et barn sidder foran og en voksen bagi. Det kan være godt for det ældste barn at sidde lidt foran og føle sig voksen, og de mindste bagi vil have godt af lidt voksent selskab.
Prøv at aftale roller inden, hvis det er muligt, således at en kører og en underholder. Det kan betyde at hele familien er glade – og ikke mindst sikre.
Sikkerhed frem for alt, så hvis man har børnesæder, så kan det være en idé at medbringe dem, da standarden sikkert er højere, end dem man kan leje. Det er sikkert også mere behageligt for ungerne at sidde i deres egne sæder. Husk også en førstehjælpskasse til de små uheld, der kan ske.
Det er ok at gå lidt på kompromis med sine principper på et roadtrip, så lad ’fjernsynet’ babysitte lidt og køb en DVD-afspiller eller iPad til bilen, så ungerne kan se tegnefilm eller andre børneprogrammer på køreturen. Man kan også overveje to, så børnene ikke skændes over om de skal se Spiderman eller Pippi Langstrømpe.
Hvad end man planlægger at tage med af snacks, så pak det dobbelte. Glem lidt principper om at børn ikke må få junkfood. En enkelt dag med usund kost ødelægger ikke en sund livsstil ellers. Men for god ordens skyld, så hold alligevel igen med sukkeret, da børnene ikke kan forbrænde meget energi i bilen. Pak masser af sunde snacks og gem de usunde til en nødsituation.
Andre nyttige ting til et roadtrip med børn kan være lydbøger, deres favoritmusik, tæpper, puder og små stykker legetøj, de kan lege med i bilen. Farver kan også være en god idé, hvis børnene er gamle nok til ikke at farvelægge hele sædet. En skraldepose er også essentiel på et roadtrip, så man kan holde bilen ren under hele turen.
En sidste ting er et sæt skiftetøj, der er lige ved hånden, så man ikke skal grave dybt i bagagerummet, hvis uheldet skulle være ude.
Der findes håndkøbsmedicin mod køresyge, hvoraf mange skal tages inden turens begyndelse. Snak med lægen inden turen, og få råd hvis medicin er nødvendigt. Husk også at frisk luft kan være en kur mod køresyge, så hvis barnet klager over svimmelhed og kvalme, så er det med at holde ind og få lidt luft inden turen fortsættes.
Selvom børnene evt. sidder med film på bagsædet, så sørg for at rette deres opmærksomhed mod landskabet engang imellem. Det kan være en god forebyggelse af køresyge, at lade børnene kigge ud af vinduet og følge med i bilens bevægelser. Undgå madvarer der ligger for tungt i maven, og hav en kiks ved hånden, hvis kvalme opstår, så de kan tygge lidt på noget.
Kilde: Independenttraveler.com