Læs avisen online

Skattejagt i Firenze

Man behøver ikke være kunstkender for at sætte pris på Firenzes herligheder

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox


Se Galileo Galileis fingre



På det naturvidenskabelige Museo Galileo kan man se den kikkert, som
Galileo brugte, da han i 1609 opdagede, at jorden faktisk cirkulerede rundt
om sin egen akse og solen.

Opdagelsen skabte voldsomt røre hos den
katolske kirke, som tvang ham til at afstå fra sine synspunkter og medgive,
at jorden var universets centrum. Det gjorde han så, men med fingrene
krydset på ryggen. Om det præcis er de to fingre, vides ikke, men museet
har to af hans fingre og en tand udstillet.

 



Der er grænser for, hvor mange kirker og kunstmuseer børn kan tåle på én ferie, men isvafler og pizza er der altid plads til. Specielt når udvalget tæller 50 forskellige smagsvarianter, og pizzabageren har rigtig ild i ovnen. De gode smagsoplevelser er en af grundene til, at alle vil elske Firenze.

Gå imod strømmen


Firenze er en af verdens største turistmagneter. Om sommeren er byen sort af mennesker, der mosler rundt mellem domkirken, Uffi zigalleriet og Ponte Vecchio.

Uden for denne trekant er stemningen mere afslappet. Og man skal ikke langt fra det historiske centrum for at nyde de gyldne og okkerfarvede huse, der kigger ud til Arno-floden, mens bakker og cypresser lyser grønt i baggrunden.

Om aftenen siver en del turister ud af byen. Så kan man gå rundt blandt de lokale og se på levende statuer, gøglere, gademusikanter og tegnere, der fremtryller vellignende portrætter og sjove karikaturer. Eller man kan udvide sin samling af souvenirs og fodboldtrøjer.

Find de oversete mesterværker

Der er ikke nødvendigt at stå i kø til Uffizi-galleriet for at give børnene en fornemmelse for renæssancekunst. Firenze har mange andre museer med bedre plads. Det gælder Bargello, der ligger i Firenzes ældste bygning, hvor dødsdømte i gamle dage tilbragte den sidste nat, inden de skulle henrettes. I dag er bygningen indrettet som museum med skulpturer af Michelangelo og Donatello.

Det enorme Palazzo Vecchio har en familieafdeling med interaktive rundvisninger, hvor man kan lege sig gennem Firenzes historie og træne iagttagelsesevnen på malerier af Vasari og Leonardo.

Og bliver man træt af kunst og fortid, viser Galleria del Costume modens udvikling fra 1600-tallet og frem til i dag. Modemuseet ligger tæt på Boboli-haven, hvor man kan lege, slikke sol og gå på opdagelse.

Klap metalsvinet på trynen

Museumsoplevelserne fortsætter i det historiske centrums smalle gader. Ved Mercato Nuovo står 'Metalsvinet', som H.C. Andersen beskrev i et eventyr. Det har været med til at fastholde skulpturens berømmelse og traditionen med at gnide det på trynen for held.

Gåturen kan også bruges til at lede efter liljer, løver, delfiner, måner og andre symboler, der pryder bygninger, flag og monumenter i Firenze. På den måde forvandles byferien til en hyggelig skattejagt.




Henter rating;

Hvad synes du om denne artikel?

Hvad synes du om denne artikel?