Du behøver ikke have en velspækket tegnebog for at få en uforglemmelig ferie i Paris. Byen har masser af (næsten) gratis glæder
Det kan godt lade sig gøre at møde Mona Lisa uden at betale
Det kan godt lade sig gøre at nyde foråret i Paris uden at sprænge budgettet - man skal bare vælge sin sine oplevelser med omhu.
Det koster at komme op i Eiffeltårnet, selv om man tager trappen - 1.665 trin - og stopper på den nederste platform, men faktisk er det både nemmere og flottere at nyde Paris' vartegn på afstand - og ganske gratis. For eksempel fra skyggen af et blomstrende kirsebærtræ i den nærliggende park eller fra trappen foran Sacre Coeur-kirken, der har panoramaudsigt over byen.
Andre berømte seværdigheder som Triumfbuen og Notre Dame kan også opleves uden omkostninger.
Besøg de kongeliges fangehul
Paris har også 204 museer, hvoraf en del er gratis.
Det gælder Musee Carnavalet, hvor du kan se Napoleons vugge og det fangehul, hvor Ludvig XVI og Marie Antoinette ventede på at blive halshugget. Du kan også gratis fylde næseborene med velduft på parfumemuseet Fragonard eller besøge Musée Curie om nobelprismodtageren Madame Curie.
Det kan også lade sig gøre at møde Mona Lisa uden at betale, men så skal du sørge for at være på pletten den første søndag i måneden. Den dag har Louvre og mange andre store museer fri adgang.
Besøg parisiske loppemarkeder
Vil du gerne vil shoppe, selv om kreditkortet er for tyndslidt til Champs Elysee og Avenue Montaigne, fi ndes der et væld af loppemarkeder. Se listen på Paris.fr.
Størst er Les Puces ved Clignancourt. Men du skal væk fra stationen, forbi mange hustlere og Louis Vuittonkopier for at nå frem til de ægte parisiske loppefund.
Nyd menneskemylderet
En del af fornøjelsen ved storbyferier er at se på mennesker. Og det kan du gøre andre steder end på en dyr cafe.
Tag metroen - de gamle metrostationer er en attraktion i sig selv med elegant udsmykkede indgange og kakler på væggene, og gademusikanter og gøglere bidrager til underholdningen. Eller prøv vandbussen, Batobus, der kan gøre det ud for et 90-minutters storbykrydstogt.
Bydelenes forskellige liv
Hvert kvarter har sit særpræg. I Marais med Place des Vosges som rosarødt tilløbsstykke boede aristokratiet frem til Den Franske Revolution. Belleville er en luksushippie- bydel for alverdens etniske minoriteter. Pigalle, der engang var indbegrebet af lårsvingende cancan, er i dag et tjekket byområde. Og Latinerkvarteret vrimler stadig med studerende.