Et britisk krydstogtskib undgik med nød og næppe, hvad der kunne have været et piratangreb i Det Indiske Ocean.
Det 9570-tons tunge skib Spirit of Adventure var på vej fra Madagaskar til Zanzibar med 348 passagerer om bord, da et mindre fartøj kom faretruende tæt på den store båd. Den lille båd, formentligt en hurtigtsejlende speedbåd, havde fulgt skibet tæt i længere tid, og under gæsternes aftensmad sejlede motorbåden så helt tæt på.
En talsmand for selskabet der ejer skibet, udtalte efterfølgende, at alle passagerer var blevet ført ind i loungen og at alle sikkerhedsforanstaltninger var blevet taget for at være på forkant med begivenhederne.
Kaptajnen satte fuld fart på skibet og den uidentificerede båd opgav efter noget tid at følge efter. Søfartsmyndigheder blev gjort opmærksomme på de mulige somaliske pirater, og krydstogtskibet kom sikkert frem til Zanzibar.
Selvom krydstogtselskaberne ikke afslører deres sikkerhedsforanstaltninger af klare årsager, så indebærer det ofte at de ruller pigtråd ud omkring rælingen på skibet, inden de sejler igennem risikable farvande. Derudover forbydes passagerer at opholde sig på dækket efter mørke, vinduer mørkelægges efter mørkets frembrud. Hvis skibene angribes er de fleste udstyret med kraftige brandsprøjter og 'våben', der benytter sig af lyd.
Spirit of Adventure er et af de få skibe, der stadig sejler i Det Indiske Ocean, da mange andre selskaber har trukket sig ud på grund af pirat-truslen.