Siden Maiori blev anlagt, har byen oplevet massive ødelæggelser, og flere gange har indbyggerne måtte bygge byen op fra bunden igen. Læs her, hvad der gør byen interessant.
Placeret i en bugt for enden af Tramontidalen ligger byen Maiori, som siden etruskertiden har været ramt af flere ødelæggende begivenheder.
Etruskerne har givet navn til byen, som i romertiden gik under navnet Reghinna Maior, hvor Reghinna var byens formodede, etruskiske grundlægger. Byens hovedgade, Corto Reghinna og floden der deler byen og løber ud i havet, går ligeledes under navnet Reghinna.
Byen kom under angreb fra normannerne, men modstod indtil år 1131, hvor byen kom under normannisk kontrol.
Under en krig med Pisa, blev byen plyndret og ødelagt i år 1268.
Efterfølgende opbyggede Maiori en stor marinevirksomhed, der gav byen velstand, indtil byen i 1343 igen blev ramt af en tragedie.
Denne gang var det naturens luner, der ødelagde det meste af byen, men byen blev hurtigt genopbygget efter jordskælvet ud for kysten.
Der skulle dog kun gå 5 år, før pesten kom til Maiori, hvilket medførte en drastisk nedgang i befolkningstallet.
Under den spanske periode, gjorde krigen mellem Spanien og Frankrig byen til et blodigt midtpunkt, og udover krigen, blev de stadigt stigende piratangreb medvirkende til, at mange byer langs Amalfikysten blev plyndret.
Under alle disse tragiske begivenheder, var indbyggernes håb baseret på bønner til Jomfru Maria, da der tidligere var blevet fundet en Madonna-træfigur fra et skib.
Men indbyggerne i Maiori blev ikke forskånet for yderligere tragedier, idet året 1910 bød på en ødelæggende flodbølge.
Siden 1954, hvor en altødelæggende flodbølge påny lagde byen ned, har byen undergået en opbygning med moderne byggekunst.
Idag er byen et hyggeligt feriemål, med en lang række restauranter og caféer.
Derudover er der flere kirker at se, blandt andet den lille San Rocco-kirke, som er bygget ind i et større byggeri i hovedgaden Corso Reghinna.
Om fredagen åbner byens marked, hvor man både kan købe lokale madvarer og spændende tøj.
Samtidig har Maiori Amalfikystens længste strand, med en tilhørende strandpromenade, rigt besat af barer, caféer og pizzariaer.