Skal beløbet afregnes i danske kroner eller i euro? Det valg vil titusindvis af danskere blive stillet over for, når de vil hæve penge i en automat eller betale middagen på restaurant med kreditkort.
Spies’ guider bliver dagligt spurgt om, hvad der bedst kan betale sig at svare på automatens spørgsmål. Og svaret er enkelt: Få altid afregnet i den lokale møntfod – altså i euro, når det gælder de fleste populære rejselande med euro som møntfod.
Hvis man i denne uge havde hævet 500 euro med f.eks. et Eurocard/Mastercard i en pengeautomat på Gran Canaria, var man blevet stillet over for følgende spørgsmål: Skal de 500 euro ”charges” din hjemlige konto i euro eller i danske kroner? - Havde man svaret ja til danske kroner, ville den lokale bank have anvendt kurs 7,940, og de 500 euro havde kostet dig 3.970 kr.
Ved i stedet at trykke ja til afregning i euro, ville din kreditkortudbyder i stedet bruge kurs 7,561, og du var sluppet med at skulle betale 3.780,50 kr. – altså en besparelse på 189,50 kr., fortæller Spies’ informationschef Torben Andersen.
Forklaringen er den, at bankerne i ferieområderne afregner danske kroner til en højere kurs end den officielle fra Danmarks Nationalbank. Det bekræftes af Eurocard, der herhjemme administrerer de populære Mastercard. Selskabet anbefaler klart, at ”man så vidt muligt altid afregner i den lokale valuta”.
- Men det er ikke kun i pengeautomaterne, at danskerne skal sige ja til euroen.
Betaler man med kreditkort på en restaurant, har tjeneren ofte allerede omregnet beløbet til danske kroner, når regningen præsenteres, fortæller Torben Andersen. - Det skal man klart afvise. Man kan altid kræve afregningen i lokal valuta – altså i euro, hvis man f.eks. er i Spanien, Grækenland, Italien og Frankrig.