Her er mine historier og gode råd om Sharm El Sheikh, opdelt i 10 spændende aktiviteter.
1. Både min far, min storebror og jeg var hos barberen i den gamle bydel, som ligger 10 minutter i taxa fra Naama Bay. Min far syntes, det gjorde lidt ondt at få fjernet hår fra ørerne med snoet sytråd, men han synes også, det var sjovt at prøve. Og det blev pænt. Mens vi blev klippet, lå der en masse mænd på bedemåtter lige uden for døren, for naboen var en moske. Og så fik vi te og cola imens.
|
2. 1001 nat (Alf leila wa leila) er vores yndlingssted, det er lavet som et sultanpalads. Det ligger oppe på plateauet på vej til den gamle by. Der er en meget flot, dyr restaurant, men vi kan bedst lide atriumgården med gode og billige restauranter, man spiser omkring en scene, hvor der er rigtig flotte shows til sent om aftenen. Både mavedans og sværddans og meget andet. Man kan også få friskpresset juice, og der er butikker. Når man har spist, kan man ryge vandpibe og drikke kaffe. Læs mere på http://www.pickalbatros.com/leilasharm.htm.
3. At bade i Sharm el Sheikh er ligesom at få lov at dykke i Danmarks Akvarium, bare bedre. Man kan godt kigge på fisk, selv om man er lidt vandskræk som min mor. Hun tog dykkerbriller og snorkel på, holdt fast i hotellets badebro og stak hovedet ned i vandet. Da hun havde ligget der lidt og kigget på papegøjefisk, dragefisk, klovnefisk, rokker og andre farvestrålende fisk, turde hun godt svømme langs med revet. Det er også tæt ved stranden, så man kan nemt komme ind, og der var ingen bølger mens vi var der. Min far svømmede sammen med en kæmpemæssig manta ray, han holdt fast i dens vinge.
4. Min far, storebror og jeg stod op kl. 3 om natten og tog på crosser-tur ud i ørkenen. Det var bælgmørkt, da vi tog afsted, men vi så solen stå op, mens vi kørte, og så drak vi morgente hos nogle beduiner. Min far kørte i fuld fart hen over en sandbunke og landede ovenpå et kamelskelet på den anden side, så skelettet brasede sammen, men vi kørte bare videre.
5. Hvis man bliver lidt træt af alle de store hoteller og butikkerne, kan man tage et par dage til beduinbyen Dahab og bo på hotel der. Det er billigt, og der er mere stille og roligt. Der er masser af dykkercentre og mange flotte steder at dykke, f.eks. Blue hole, et kæmpedybt hul med rev hele vejen rundt og mange fisk.
6. Der er vildt mange butikker med souvenirs, tøj og smykker, og man bliver altid inviteret ind på te eller sodavand. Sælgerne er nogle gange lidt irriterende, men det er bedst bare at smile og sige nej tak og blive ved med at gå, hvis man ikke gider.
7. En god restaurant i Naama Bay er Tam Tam, som ligger ved Ghazala hote. Her får man rigtig god egyptisk mad, og der sidder nogen og bager lækre brød på bål. Der er også nogle musikere, der spiller egyptisk musik. Man sidder på madrasser med masser af puder ved lave borde, og børnene kan slå kolbøtter og lege. Og hvis man bliver træt, kan man snuppe en lur på en af madrasserne.
8. Min far og jeg var også ude at flyve med faldskærm efter en speedbåd, det var fedt og ikke spor farligt, selv om min mor var meget nervøs.
9. Nede ved stranden i det gamle Sharm el Sheikh er der hyggelige restauranter ved stranden. Man kan snuppe en svømmetur og så få noget frisk jordbærjuice og spise bagefter. Og det er billigt.
10. Hvis man trænger til at komme væk fra vandet, kan man tage op på Mount Sinai, hvor Moses fik de ti bud fra Gud. Her kan man også besøge St. Catherines Monastery, som er verdens ældste kloster. Tag afsted før solopgang, for det bliver meget varmt op af dagen.